Sofus far var Theodor Madsen og hans mor Sofie Langfeldt. Theodor skrev romaner og skuespil, med et desillusioneret socialrealistisk blik. I et af hans første noveller i Bergens Tidende skrev han om en bedsteborger som forgriber sig på tjenestepigen mens konen er på familiebesøg. Det var for frivolt i tidens Bergen, og derefter var Theodor en forfatter med et dårligt rygte. Han fortsatte med at skrive romaner, men måtte ernære sig som lærer på Handelsskolen, og fik mest anerkendelse for sine lærebøger i handelsfag.
Sofus voksede op i Bergen. Han var interesseret i billedkunst og fik et stipendium så han kunne komme på studierejser. Han tog til København ca 1903 hvor han bl. a lavede udsmykninger på Kbh’s rådhus inden han kom ind på Kunstakademiet. Her arbejdede han på skulpturen “Gravfred” (Edith) og den monumentale “Viljen“. I 1905 tog han videre til Berlin og studerede under Harry Magnusson og i 1910 tog han videre for at studere i Paris. I 1913 var han tilbage i København og udstillede, og ud fra fotos var han også sammen med Gunnar. Ved krigens udbrud 1914 var han tilbage i Bergen. Morfar Gunnars gamle fotoalbum har billeder mrk “Norge 1918, 1920” som viser far Theodors hus i Hallingdal og byggeriet af Sofus villa Stormbakken i Landås uden for Bergen. Men det kan være fotos som han har sendt til Gunnar. Først i 1938 er der billeder af Gunnar og Ebba og Inge på besøg i Bergen.
Sofus og Grethe havde selv tegnet huset på Landås, hvor de flyttede ind i 1917. Atelieret rummer nu Sofus Madsens Skulpturmuseum. Jeg mødte Sofus 3 gange som barn. Han nåede at blive 96 år og havde en stor produktion af værker – den sidste store statue lavede han som 85 årig. Oplysningerne om ham og hans far her på siden stammer dog fra biografien om SM fra 1971 af Jan Askeland og Erling Lahn. Yderligere biografi og billeder kan bl. a ses på museets hjemmeside.
Sofus og Grethe levede mere end 50 år sammen på “Stormbakken”. “Farmor” Grethe styrede huset som altid havde mange gæster. Hun vævede store billedtæpper, eller gobeliner.
“Viljen” var Sofus store ungdomsværk – påbegyndt i København. Det er utroligt at det lykkedes ham at flytte skulpturen med sig gennem gennem Europa, på og af togvogne, og det gik da også galt til sidst, jfr notitsen i Ekstra Bladet. SM fik dog rekonstrueret statuen i atelieret i Bergen. En kæmpestor mand med alle muskler struttende- nærmest som et anatomisk atlas – tramper andre mænd under fode. På en tid hvor sygdom og nød var udbredt, beundrede man sundhed og styrke. Et foto af Viljen skal i et fransk blad have været reklame for en livseleksir, og det skal have været sendt til soldater på vestfronten for at styrke kampmoralen. Jeg var bange for manden, da jeg så ham i atelieret som barn. Nu, to verdenskrige og 100 år senere, synes vi statuen er frastødende. Den står ikke længere udstillet på museet.
Sofus Madsens statuer står mange steder i Bergen, og han scrapbog var fyldt af avisartikler om hans værker. Blandt andet havde han nogen større retrospektive udstillinger da han blev 50, og 60 år. Han døde i 1977.